Nyt for private dagtilbud - Skatteministeren lover lovændring

Mandag d. 12. september 2016

Skatteministeren vil fritage selvejende og private ”non-profit-institutioner for skattepligt!

 

Af John Hebo Nielsen, formand for DLO

 

SKAT har indenfor det seneste år tid i  5-10 sager afgjort, at selvejende daginstitutioner er skattepligtige og skal betale skat af overskud, ligesom der årligt skal indgives en selvangivelse. Foreløbig jagter SKAT kun de selvejende private daginstitutioner, som er oprettet efter loven om privatinstitutioner fra 2005, men det frygtes, at det samme vil blive gjort gældende overfor selvejende daginstitutioner med driftsoverenskomst. Det vil i givet fald ramme over 700 institutioner, hvor der provenumæssigt ikke er noget at hente, men hvor det vil medføre en ekstraudgift per institution i størrelsesordenen 10.000 – 30.000 kr. i revisionshonorar og for udarbejdelse af skatteregnskab og selvangivelse.

 

DLO og andre organisationer har naturligvis protesteret overfor SKAT, men uden videre held og SKAT`s afgørelse er derfor anket til Landsskatteretten. Men med den mangel på forståelse vi har mødt hos SKAT forventer vi ikke nogen afgørende kursændring.

 

Daginstitutioner i form af selvejende daginstitutioner er en velkendt driftsform som har været anvendt i en lang årrække. I 60erne og 70erne begyndte kommunerne så at oprette kommunale daginstitutioner og begge driftsformer har fungeret side om side op til i dag uden at SKAT tidligere har forsøgt at gøre de selvejende institutioner skattepligtige. De kommunale daginstitutioner har hele tiden været undtaget fra skattepligten.

 

DLO har parallelt med at ankesagen kører, politisk arbejdet med at få ændret skattelovgivningen. I  Selskabsskatteloven (§3,stk.5) står f. eks. at døgninstitutioner for børn og unge er undtaget for skattepligten for så vidt de er selvejende institutioner, og indtægterne udelukkende kan anvendes til den pågældende institutions formål. Indsættes ordet daginstitutioner i samme paragraf vil daginstitutioner på linje med døgninstitutioner være omfattet af denne skattefritagelse.

Vi har i vort lobbyarbejde mødt stor forståelse fra politikerne, som har taget sagen op overfor Skatteministeren, ligesom Folketingets skatteudvalg i forbindelse med vores anmodning om et foretræde for udvalget, har støttet os med spørgsmål til ministeren.

 

Ministerens svar forelå den 6. september 2016: ”Jeg har forståelse for den udfordring, dette kan indebære for institutionerne, og jeg er indstillet på i den kommende folketingssamling at fremsætte et lovforslag, der fritager selvejende institutioner på daginstitutionsområdet, hvor et evt. overskud kun kan anvendes til institutionens formål.” Nu gælder det om at fastholde ministeren på hans løfte og DLO bistår gerne, hvis det ønskes, og ser så frem til at få lovforslaget i høring.

Vi har i sagen mødt stor velvilje og opbakning hos vore egne organisationer, hvad enten de er medlemmer hos os eller ej, så vi har politisk kunnet tale på alles vegne. På et møde hos DLO blev der også opnået enighed om i fællesskab at dele omkostningerne til den igangværende ankesag. Med et sådan sammenhold er vi godt rustet til de kommende udfordringer, for de skal nok komme.