Den stolte privatist..

Mølleløkkens børnehave i Kerteminde på Fyn var for forholdsvis kort tid siden gennem et genprivatiseringsforløb. Mølleløkken startede oprindeligt sin tilværelse som privat fondsdrevet asyl i 1880, og indgik med tiden en driftsoverenskomst med Kerteminde kommune. Denne blev af kommunen opsagt i 2010, men børnehavens bestyrelse, bestående af   forældre, valgte at fortsætte institutionens eksistens som privat. 

Af Thinne Nielsen, institutionsleder

 

Jeg har som leder – dengang og nu – gjort mig nogle tanker om denne erfaring. Forløbet i sig selv, var, som det antageligt er tilfældet for de fleste virksomheder, der mister en stor samarbejdskontrakt, et forløb, som trak fokus indad, gav grund til selvransagelse - og var centraliseret omkring vores egen lille organisation og fællesskab.  I tiden der er fulgt, har jeg i flere sammenhænge oplevet gode anledninger til at forholde mig til sagen i et større perspektiv. Jeg vil benytte denne lejlighed til at knytte udviklingen for de selvejende og private institutioner til en kulturhistorisk og samfundsmæssig kontekst. Jeg kan berolige læseren med det samme – indholdet vil ikke handle om tør historik og partipolitiske præferencer gennem tiderne. Intentionen er alene, at indgyde selvejere og privatister et godt greb i rødderne og det fædrene ophav. Og at give et kip med flaget for stolthed og oprejst pande, til et område, som i tidens politiske landskab ofte er udråbt til velfærdssamfundets stedbørn og malurt.

 

Daginstitutionskultur blev startet på privat initiativ

 

Lad os med det samme få slået fast, at den danske daginstitutionskultur oprinder fra private initiativer. De første daginstitutioner i Danmark var private. I 1828 oprettede man kongerigets første eksempel i København. Siden spirede en række lignende huse frem over det ganske land. Alle i bund og grund med det formål at tilgodese barnets behov i moders fravær - særegne for dansk kulturhistorie, og i de fleste tilfælde kaldet asyler.

 

Mølleløkkens børnehave oprettedes som asyl i 1880, og var Kerteminde kommunes første daginstitution om man vil. Asylets skrevne formål var; ”…at give de børn, det modtager, en efter deres alder passende beskæftigelse og opdragelse, samt så vidt muligt bibringe dem en første Kundskab til Alfabet og Tabel.” Det er formålet, om end mere omfattende beskrevet, ret beset også i dag. Institutionen blev drevet som nonprofit organisation med Pastor Jespersen og Læge Garde som initiativtagere, og frøknerne Larsen og Holse som de første års asylmødre. Ligesom det er tilfældet for Mølleløkkens børnehave, er mange lignende artsfæller fortsat i drift i dag.

 

Det tager tid for enkeltpersoners og græsrødders tanker og visioner at forplante sig i overordnede politiske bevægelser, og dermed i samfundsudviklingen. Knap 100 år senere end oprettelsen af landets første asyl i København, blev der i 1919 givet offentligt finanslovssikret driftstilskud til en daginstitution, og dermed skabtes den første egentlige offentlige børnehave.

 

Det offentlige trådte til

 

I perioden 1964 – 70 blev der via lov om forebyggende børneforsorg indført en egentlig offentlig daginstitutionskultur, og i forbindelse med mangel på arbejdskraft og et politisk ønske om kvinders øgede aktivitet på arbejdsmarkedet i 70´erne, blev der indført pasningsgaranti og derfor oprettet endnu flere daginstitutioner.

 

Historisk set, er det altså sådan, at børnehaver – fra godgørende enkeltpersoner, over Folkebørnehaver og Fröbel - fra deres spæde start på basis af lyst har været drevet af private med hjerte og vilje til at udøve omsorg for kongerigets yngste. I tidernes morgen ofte også kongerigets fattigste og mest udstødte.

 

Det offentliges interesse og vilje opstod i forbindelse med det, der historisk kaldes den anden industrielle bølge, og med den, et øget behov for kvinder på arbejdsmarkedet. Det offentliges mage spil med dagpasningen er drevet af nødvendighed og er altså historisk set ret ungt. 

 

Ikke A- og B-institutioner!

 

Jeg vil hermed gerne påpege, at det patentlignende forhold regeringen, og subsidiært kommuner, ad åre har tillagt sig selv at have på daginstitutionsområdet, runger hult og er ubegrundet. Det klinger derfor også falskt, når man udpeger de private og selvejende institutioner som pengespekulerende og A og B holds-skabende konkurrenter. Vi var her faktisk først om jeg må be´.

 

Der er en historisk set reel og begrundet stolthed ved at være privat leverandør af dagpasning. Idet motiverne for driften i de allerfleste tilfælde er så meget mere noble og dybfølte hos initiativtagerne, end de ses hos det moderne offentlige monopollignende tilbud. Den bevægelse vi oplever i dag, hvor genprivatisering af mange selvejende institutioner, genopstandelsen af lukkede offentlige institutioner som private, og opblomstringen af de eksisterende private, er et symptom på netop de bagvedliggende motivers forvrængning.

 

Lyst, vilje og varme hjerter

 

Dette kan naturligvis betragtes som et postulat, og en samfundstolkning af egen tilvirkning - men jeg mener at kunne begrunde det. Motiver og bevæggrunde som næstekærlighed, humanistisk menneskesyn og barndomsværn, var grundlæggende for skabelsen af de første asyler. Driftsgrundlaget var lyst, vilje og varme hjerter. Det er en arv, en grundlæggende værdi og en indre kultur, som mange selvejere og private har med sig i deres nutidige virke, og som stadig er grundlaget for den drift, de kan være stolte af i dag. Motiverne bag det offentliges dagsorden på selvsamme område, var pligt og nødvendighed, og er i dag kendetegnet af begreber som stordriftsfordele, økonomisk rentabilitet, sammenlignelige serviceudgifter - og barndommen betragtet som et, gerne effektivt, forberedelseskursus til skolestart.

 

Den moderne forbruger af daginstitutionsområdet - p.t. oftest identificeret i nyhedsmedierne som forælderen med protestskiltet, er begyndt at fornemme forskellen i motiverne, og den måde motiverne skinner igennem på konceptet, indholdet - og måske også kvaliteten. De private institutioners renæssance er ikke et profitsøgende konkurrencekoncept, men en bevægelse af forældres søgen tilbage efter rødderne.

 

Mit endelige budskab til dig – artsfælle i det selvejende eller private - er; Kend dine rødder og dit ophav, og vis stolt din institutions bærende motiver frem. Lad lyst og vilje drive værket. Her er hverken driftsherre eller bruger til stede af pligt. Hold både fane og pande højt i dit virke – du har en historisk og stolt arv, som er større end dig selv at værne om og bære videre!